Igennem øvelser og ved vores sparringer begynde Anders at lufte ideen om at springe fra studiet og tage på en udlandsrejse - et halv år til Australien. Coachens alarmklokker bimlede; udlandsrejsen som intervention kan være en god idé når den foretages som en dannelsesrejse, men her virkede det mere som en flugt, en udskydelse af konfrontationen med det svære valg der hang over ham. Men, som coach er det ikke meningen at stå i vejen for klientens udvikling, vi skal blot fordre den. Ethvert valg er trods alt bedre end intet og enhver bevægelse fremad er bedre end ingen. Det sagt var opgaven nu at sikre os at Anders traf sin beslutning på et oplyst grundlag - hvad ville han med den rejse? Han havde allerede taget et sabbatår efter gymnasiet. Det valgte han at bruge på at arbejde og kom aldrig ud at rejse, udover to ferier med vennerne. Han havde følt det nødvendigt at vælge et studie umiddelbart efter sabbatåret og her havde han valgt en retning der kunne studeres ved det nærmeste universitet, med gode ansættelsesmuligheder og med udsigt til gode arbejdsforhold og en stor løn. Problemet var bare at han fandt studiet kedeligt og arbejdet uinteressant. Han havde valgt sit studie med hovedet og ikke med hjertet. Anders dropped ud og tog på sin rejse til Australien.