Den 28. august i år løb Mikkel Solskov Langagergaard, sin første marathon ved Aalborg Fjordmarathon. Som debutant var enhver målsætning mere gætværk end kalkulation. Bekymringer om distancens indvirkning på muskler, og ikke mindst hovedet, bidrog til usikkerhed i forhold til holdbarhed og fart over de 42,195 km.
Netop udsigten til at måle sig på den mytiske distance, uden andet end bedste skøn, gjorde forløsningen så meget desto større, da han kom i mål på 3 timer, 12 minutter og 13 sekunder. Godt 18 minutter hurtigere end håbet.
I dagene umiddelbart efter Mikkels succesfulde første omgang med distancen, mødtes jeg med den tilfredse debutant, for at høre hans historie, ikke mindst hvordan hans forberedelse som debutant havde været, samt hvordan den stod mål med virkeligheden da gummiet ramte asfalten.
Træningshistorik
Inden sit første marathon havde Mikkel, i løbet af de sidste fem år, løbet en håndfuld halvmarathoner. Så man kan næppe sige at løb var fremmed for ham. Som habil badmintonspiller med to ugentlige træninger, har løb dog kun været sekundær sport, som understøttende aerobisk træning, for den studerende Aalborggenser.
Året rundt, løb Mikkel 2-3 gange om ugen vekslende imellem langsommere distanceture, tærskelture (tempo løb omkring laktattærskel) og intervalløb.
Egentlig var det ikke planen at marathondebuten skulle finde sted i år. Målet, ved årsskifte, var at sætte ny personlig rekord på halvdistancen, på 1 time og 25 minutter, til maj. En aflysning satte imidlertid en stopper for denne plan. Formen var ellers ved at være helt i top og forventningerne til at slå rekorden var langt fra blåøjede.
Med løbsparate ben måtte Mikkel finde en afløser for det aflyste løb. Her fandt han en egnet kandidat, men først tre måneder senere end planlagt. Siden træningen alligevel skulle gøres om fik han ideen til, endelig, at kaste sig i lag med fulddistancen. Det var dog uden den erfaringsbårne selvsikkerhed at han begyndte at udtænke mål for sin debut.
Forberedelse
For langt størstedelen er gennemførelse af et marathon det eneste mål. Og med rette: de færreste kan forestille sig hvad der sker i kroppen, og i hovedet, før de står i det. Men, i følge denne skribent, gjorde Mikkel det helt rigtige i ikke blot at sætte sig for at gennemføre, overleve distancen, men også træne sig op til at gøre det i en bestemt tid.
Rent mentalt er der stor forskel på om man “bare” ønsker at klare sig igennem, og så det at gøre favntag på løbet og gå positivt til opgaven. Mikkels tilgang var med andre ord som combatant og ikke offer, i et løb der stiller store krav til såvel fysik som mental styrke.
Efter målet var tegnet kunne Mikkel begynde at afsøge træningsforløb. Han valgte, konservativt, et begynder program der over 20 uger skulle forberede ham på en sluttid omkring 3 timer og 30 minutter.
Erkendende at træning alene ikke kan fordre gode sluttider søgt Mikkel vejledning omkring energistrategi. Her var det, i alt beskedenhed, mit privilegie at rådgive om hans indtagsbehov. Både under de længere træningsture (15+ km) samt til selve løbet, skulle Mikkel indtage godt og vel 60 gram kulhydrat pr. time, samt det vand hans mave kunne rumme.
Således forberedt og bevæbnet med forløb og planer, var det blot at følge programmet. Over de 20 uger løb Mikkel tre gang om ugen, i en cyklus á fire uger: en opstartsuge, en opbygningsuge, en peakuge og endelig en restitutionsuge. Ugernes indhold vekslede ikke stort ift. træningspas, blot volume og særligt længden på weekendernes distanceture stod klart forskelligt, fra uge til uge og i særdeleshed cyklus til cyklus.
I løbet af en træningsuge havde Mikkel tærskeltræning, fartleg og en distancetur. Undertiden forbarmede programmet sig over ham og fartlegen blev til en restitutionstur: den seriøse atlets største udfordring.
Indskudt disclaimer - trænerens kæphest
Det er til stadighed en udfordring for ambitiøse atleter at holde intensiteten nede, når benene føles gode. Myrene kribler i skoene og musklerne tigger om at blive sluppet løs. Den seriøse atlet, følger her programmet og løber ikke hurtigere end ordineret. Den useriøse giver los og smadrer splittiderne… no pain no gain, ikke sandt?…nej! Restitutionsture står i programmet af en årsag. De sikrer en stimuli der præcis er tilstrækkelig. Ikke for meget og ikke for lidt. For at sikre maksimal parathed når det virkelig hårde træningspas skal løbes om en, to eller tre dage. Den vigtigste lektie her er at aerobisk træning kræver tålmodighed, et langt perspektiv og disciplin samt tiltro til programmets udformning. Med andre ord: de lette ture skal udføres 100% korrekt, præcis som de hårde.
Løbet
Mikkels marathondebut, gik over alt forventning. Han mærkede fra start at tempoet i pacegruppen, der skulle sikre ham en sluttid på 3 timer og 30 minutter, løb i underkanten af det tempo han følte benene kunne holde.
Modigt fulgte han en gruppe på tre andre, hærdede marathon løbere, som holdt et tempo, på den første af de to halvdistancer, han selv fandt komfortabel.
Det er debutantens lod i livet at erfaring ikke kan tillæres by proxy, men skal leves. Derfor måtte Mikkel sande at de tre følgesvende satte tempoet op, da de rundede første halvmarathon. Ikke betydeligt, men så meget at Mikkel kunne mærke at det ville kompromittere hans udholdenhed. Dygtigt, valgte han derfor at holde sit eget tempo og sikre såvel muskler som energi ville række til.
Dette viste sig at være den rigtige tilgang, for snart gik den ene af de tre eventyrere ned i fart og Mikkel fik ham halet ind og kort efter sat. Som distancerekorden på 30 km blev forceret begyndte løbet at sætte sine spor. De tidligere friske ben, var nu spændte og trætte og den tidligere bekymring om distancen kom til overfladen. Heldigvis havde han indtaget tilstrækkeligt med energi undervejs, dygtigt parret med tempoet og derved energiomkostningerne for det udførte arbejde.
De sidste 10km at et marathon er aldrig en fest. De første 25km er måske. Her kan man løbe hele molevitten baglæns med to fingre i næsen. Men de sidste 10km, uanset hvor godt man har trænet, er aldrig så sjove som de forudgående 32km.
Denne sandhed ramte også fronten af løbet, hvor de to resterende havde deres at kæmpe med. Den ene måtte sågar skille sig af med morgenmaden undervejs. En ballast frigørelse der mærkeligt nok gav den kæmpende mere fart i benene. Faktisk så meget at han endte med at overhale den førende løber og krydse stregen som den første.
Ikke langt efter kom Mikkel i mål. Debutanten der havde håbet på at gennemføre på 3 timer og 30 minutter, slog sin målsætning med godt og vel 18 minutter.
Adspurgt om følelsen at komme i mål svarede Mikkel, som tusinde andre, “Det var fedt. Men fxxk jeg havde ømme ben!”. Supplerende kunne han fortælle at mange stod åbenmundede og så til, da han efterfølgende besteg sin cykel. Men, dog kun for at trille den rundt til parkeringspladsen, hvor et lift ventede ham.
Hvad nu?
Om det første møde med marathon var nok kendskab til distancen, kunne Mikkel, godt en uge senere, røbe at det langt fra var tilfældet. Han er allerede nu ved at lave planer for næste års program, hvor han stiler efter at deltage i endnu flere løb. Gerne i Berlins udgave hvor målet skal være sub 3 timer.
Optimum har fået lov at stå for træningsforberedelserne i mod dette mål. Vi ser frem til arbejdet!
/Kasper